alslev bier

Jeg har altid været fascineret af bierne, især de sociale bier og deres opbygning af et mini-samfund. Samt biernes harmoniske indflydelse på flora og fauna. Som knægt gik jeg og aede humlebierne på ryggen når de sad på mors blomster hjemme i haven.

I foråret 2019 så jeg så et opslag om begynderkursus og kontaktede min nabo i Mellerup og sagde “nu er det nu!”. Vi havde drøftet flere gange om vi skulle have bier.

Sammen fulgte vi kursus og bisæsonen i skolebigården Laksmølle ved Enstedværket, hvor vi også byggede hver vores familie op fra bunden. I august blev bierne indvintret, men allerede i oktober kunne vi konstatere at bierne var døde. Hvad der præcist var årsag til at 11 ud af 17 begynderfamilier i skolebigården døde, vides ikke. Der er mange bud... det der lyder mest sandsynligt er Akut Paralyse virus, men det er også kun en mavefornemmelse. Der var ingen af eksperterne der havde nogen specifik forklaring, og kunne heller ikke påpege nogen begynderfejl. Det er virkelig svært at acceptere at sådan noget sker, men bidød sker over hele verdenen, selv hos professionelle avlere.

I Danmark er der hvert år 10-12% af bifamilierne der ikke overlever vinteren.

I foråret 2020 var der fra et dødsbo blevet skænket nogle bifamilier til biavlerforeningen, der så fordelte disse iblandt de begyndere der havde mistet deres eneste bifamilie. Det blev startskuddet til at der kom bier til Alslev.

Jeg er medlem af Danmarks Biavlerforening, og er derigennem dækket af erhvervsansvarsforsikring og produktansvarsforsikring. Det medfører en række krav, bl.a. at jeg kun må sælge honning i certificeret korrekt rengjort emballage. Af denne grund kan jeg ikke genbruge glas, eller tilbyde at levere honning i dine egne beholdere. Det er dog ikke salg der er min drivkraft, og jeg får næppe tappet så mange glas at jeg kan lave en vejbod ud af det. Det bliver til eget brug og til de nærmeste. Men alligevel vil jeg holde mig til fødevarestyrelsens og biavlerforeningens strenge krav.